js_Jasmin_9a20_282px
js_Jasmin_12a20_282px
js_mdsep06_233_282px

 

 

Jeg er født i 1968 og begyndte at ride som 7-årig. Min mor har fortalt at jeg som helt lille stak af og løb ind på en mark med heste. Min mor turde ikke gå derind, og jeg ville ikke komme ud. Så helt fra starten har jeg tilsyneladende følt mig draget af heste...

Jeg har uddannet mig gennem årene ved at deltage i adskillige kurser, konferencer, kliniks osv. over hele verden. Her er en håndfuld af nogle af tingene jeg har lavet...

I 90’erne bestod jeg level 2 og det meste af level 3 hos Pat Parelli.

Jeg var i 2001 på Internat kursus hos Monty Roberts i Californien, to uger hos John Lyons og en uges konference med Mark Rashid og Harry Whitney.

Gennem årene er det blevet til adskillige kurser med Bent Branderup og Christina Holmbæck, Amanda Barton, Perry Wood og mange flere...

Jeg har været deltagende træner på Trainers across Borders (TAB) 2005 hos Ellen Ofstad og afholdt kurser i Australien, Danmark og Norge.

Og så en lidt mere detaljeret historie om min baggrund med heste

Min første hest var en tyk nordbagge der hed Rosita. Hun lærte mig blandt andet at jeg ikke kunne bruge min 7 år lange ”rideskole-uddannelse” til særlig meget. Uanset hvad jeg gjorde kunne jeg ikke knægte hende (hvilket jeg troede at ”man skulle” dengang). Hun var og blev den ubestridte leder i vores forhold. Jeg opgav at ride hende ud på tur, for hun gik hjem når hun ville, og for øvrigt ”tabte” hun mig lige lovlig tit ude i pløjemarkerne...

Efter en længere tænke pause hoppede jeg en dag op på hende ude i folden, uden grime eller noget andet. Det viste sig at jeg faktisk kunne ride hende således – vi red ud på ture i timevis, og hun gik, travede og galoperede troligt gennem skov og mark, i mørke – og på landevejen, uden problemer. Jeg skubbede bare lidt til hendes hoved når jeg ville dreje og så gik vi den vej. Vi havde fundet en måde at samarbejde på til vores begges store tilfredsstillelse. Rosita lærte mig at spørge pænt og at have uendelig stor tillid til at hun ville mig det godt, og at hun sagtens kunne klare at passe på os begge to, når bare hun fik lov. Hun tabte mig aldrig siden når vi var på tur. Det var en herlig tid.

Senere kom jeg til Klampenborg og Charlottenlund og red væddeløbsheste i stor stil. Jeg glemte hurtigt hvad Rosita havde lært mig, og blev snart kendt som hende der kunne ride de mest genstridige ungheste til. Jeg var simpelthen for stædig til at blive smidt af. Det skete mere end én gang at hestene væltede med mig på, og jeg sad der endnu da de kom op… Det er ikke en del af min heste karriere jeg er stolt af, men jeg har prøvet lidt af hvert, så jeg ved også lidt om hvordan heste verdenen ser ud fra andre vinkler.

I 1992 flyttede jeg til Australien. Jeg fik en kasseret væddeløbshest i bryllupsgave, og hvilken hest… Han kunne alt det en galophest skal kunne – løbe stærkt, løbe løbsk, miste besindelsen, løbe gennem hegn, osv. osv….. Efter et halvt års kamp gav jeg op. Jeg var blevet bange nu. Jeg var sluppet heldigt med blå mærker og forstuvninger, men jeg anede at det ikke ville vare længe før det gik galt for alvor. Så jeg opgav og besluttede at aflive ham, salg kunne ikke komme på tale, da alle i hele byen vidste han var kugleskør, og næste by ”down the track” var Adelaide 1500 km væk.

Men så så jeg et opslag om et Natural Horsemanship Kursus med Ken Faulkner fra Pat Parelli organisationen. Interessant. Det kunne vel ikke skade at prøve. Og det blev så vendepunktet i både min og hestens liv! Vi red hjem fra den første dag i en rebgrime og jeg travede for første gang på ham uden at han stak af. Hvorfor pokker var der ikke nogen der havde fortalt mig det noget før! At ved at slippe og ikke holde så fast kunne jeg hjælpe hesten gennem hans stress meget hurtigere og meget mere succesfuldt. Yes. Mere af det.

Jeg pakkede traileren og kørte Australien rundt og deltog i mange forskellige kurser og workshops med den før så kugleskøre væddeløbshest. Vi blev så gode venner at jeg, da jeg flyttede tilbage til Danmark i 2000, tog ham med hjem.

Tanken om at jeg nær havde aflivet ham har flere gange siden fået det til at løbe koldt ned af ryggen på mig... – Nu er Mayday snart 20 år gammel og still going strong. Han blev (og er) mit flagskib og langt min størst mentor på denne fantastiske rejse i kommunikation, harmoni og nærvær.

 
 
 
 
 
Mobil: 20 99  12 13 · Email: jasmin@naturalhorse.dk
 

Vi har 2 gæster online

Webdesign: www.artbeing.dk · Mange fotos: Jane Pedersen
Copyright © 2009-20 NATURAL HORSE, Jasmin Schacht. Alle rettigheder reserveret